U11 og U12 Talent med flot fodbold på Fyn
I weekenden den 7./8. september var U11 og U12 Talent sammen afsted til stævne i Brændekilde ved Odense.
Sammen med en række af landets dygtigste hold på både årgang 2013 (U12) og 2014 (U11) var det en weekend, der bød på masser af flot fodbold – både af RB’s drenge og af de øvrige deltagende hold.
U11 endte som 2’er i det indledende puljespil efter de senere vindere af U11-rækken fra Bredballe IF. Det betød, at de i stævnets næste puljespil endte i den ene af to guldpuljer, dvs. puljer bestående af de øverst placerede hold i det indledende puljespil. Efter en række tætte kampe mod Middelfart, B93, AaB og Greve endte RB-drengene som 4’er i puljen, hvilket betød, at de skulle spille om placeringerne fra nr.5-8. Efter nederlag til først Bramming Boldklub og siden AaB endte U11 Talent på stævnets 8.plads.
Også U12 Talent viste, at de er i stand til at spille op med nogle af landets dygtigste hold. I det indlede puljespil endte de på 3. pladsen efter tre sejre og to nederlag, hvilket betød, at de også skulle spille med om stævnets øverste placeringer i det efterfølgende guldpuljespil. Her lagde holdet ud med at tabe først til Dalum IF og siden til Kolding IF, men derfra så de sig ikke tilbage og slog både TPI og B93, inden de i den sidste kamp skulle møde AaB. Det endte med 3-2-sejr til RB’s drenge, men sejren til trods var det AaB, der endte med at kvalificere sig til finalen og vinde stævnet.
Tak for et godt stævne til arrangørerne fra Brændekilde-Bellinge Boldklub og til alle deltagende for nogle gode og flotte kampe.