Menu

FRA ROSKILDE UNGDOM TIL SUPERLIGA PÅ 6 år

image
11. maj 2020 kl. 14:17
Her er en historie, der kan inspirere alle piger og drenge, der har sat sig et mål.
Den 1. juli 2014 trak dengang 13-årige Max Fenger, Roskildetrøjen over hovedet første gang.
Inden da havde han haft nogle rigtig udviklende år, ca. 10 minutters kørsel længere nordpå, nemlig hos naboerne fra HVB.
Max viste sig hurtigt at være en enormt ambitiøs, ærgerrig og målrettet dreng.
Han vidste hvad han ville, men var samtidig meget bevist om hvad det krævede. For hans ambition var at komme til at leve af fodbolden.
Max har altid stillet store krav til sig selv og sine omgivelser og på eget initiativ blev han en del af morgentræningen, efter at hans forældre havde lavet en særskilt aftale med hans skole.
I det hele taget har Max altid været en træningsnarkoman og der gik stort set ikke en dag, hvor han ikke var at finde på kunststofbanerne i Rådmandshaven.. Også selvom holdet havde træningsfri.
Der var altid noget han kunne forbedre!! Det afstedkom en artikel i ”Sjællandske Nyheder”, hvor han fortalte om at enhver dag uden én eller anden form for træning, gav dårlig samvittighed overfor ham selv.
Men trods sin åbenlyse ærgerrighed og iver for at blive bedre, så har Max altid husket at bruge tid på de yngre årgange, lige som at han altid var frisk på at repræsentere klubben udadtil på messer og andre arrangementer.
Og derfor har Max altid været ekstremt vellidt af alle. Han kunne nemlig sagtens være noget for andre, selvom hans egne ambitioner var skyhøje.
I sin tid i klubben, har Max altid spillet på det bedste hold for sin årgang og som U15 spiller, blev han rykket op i U17 truppen.
Max har altid vidst hvor målet stod, selv fra sin position som offensiv midt (10’er), men i særdeleshed i sin sidste tid i klubben blev det til et hav af mål i U17 Divisionen, da han blev rykket helt frem som angriber.
“Hårdt arbejde belønner sig.”
Det gjorde også udslaget.. OB rakte hånden ud og tilbød Max at flytte til Odense.
D. 30. juni 2018 skiftede Max Roskilde ud med Odense og skrev kontrakt med den Fynske storklub.
I OB har Max udviklet sig rigtig godt, bl.a. ved at score en hel del mål i U19-ligaen og det betød ligeledes et par kampe på Superliga-reserveholdet.
D. 10. november 2019 blev Max, som U19-spiller, udtaget til OB’s Superligatrup, der skulle møde Lyngby. Det blev desværre ikke til spilletid, men det var en klart signal fra den Fynske storklub.
Og idag, d. 11. maj 2020, kom så øjeblikket som Max har kæmpet for hele sit fodboldliv. Han har nemlig skrevet fuldtidskontrakt med OB og bliver fra sommer fast indlemmet i Superligatruppen.
Godt og vel 6 år efter at han trak Roskildetrøjen over hovedet, kom belønningen for alt det hårde arbejde.
Kæmpe stort tillykke til Max med fuldtidskontrakten!
Det er fantastisk godt gået og det viser, med al tydelighed, at målet kan nåes, hvis man er villig til at arbejde benhårdt og målrettet!
Og fantastisk at en gut som Max, der altid har sat det sociale aspekt i fodbolden enormt højt, med villighed til at hjælpe andre, får en velfortjent belønning.
Max har i øvrigt også mere end 20.000 følgere på Det Sociale Medie ”TIK TOK”.
Vi glæder os til forhåbentlig snart at få besøg af Max igen, hvilket han er god til, når han besøger sin familie og venner i Roskilde.
Max har i øvrigt fået tildelt trøje nr. 15 i OB’s Superligatrup.
                  
Luk